Ophold og træning

Vi har et stadigt stigende besøg af gæster/familier fra udlandet og dele af Danmark, der ønsker at bo her i området i forbindelse med besøg på Kennel Klitgaard.
Du kan kombinere ophold og gravtræning eller kombinere ophold med nogle af vore mange arrangementer på kennelen.
Vil du blot besøge Kennel Klitgaard, se vores hunde og få en hundesnak og ønsker en overnatning i forbindelse hermed
eller ønsker du, at den kommende ferie skal kombineres med besøg på Kennel Klitgaard, så er der flere muligheder for overnatning/ophold.
Det er meget individuelt, hvor mange gange en hund skal gravtrænes/gravoplæres og følgelig svært at sige præcis, hvor lang tid det tager at få en hund færdigtrænet i grav.
Der er også forskel racerne imellem.
Typisk – hvis en tysk jagtterrier er i orden mht. avl, sind, temperament m. m. vil den højst sandsynligt kunne færdigtrænes i grav på 4 - 6 gange.
Enkelte gange har mindre kunnet gøre det.
Hunden skal have den nødvendige tid til at ”fordøje det hele”, man kan således ikke bare træne løs flere gange dagligt i en uge eller lign. eller ved, at man fx lader hunden blive i træningsgraven i fx en time af gangen.
DER ER FLERE FORSKELLIGE MULIGHEDER FOR OPHOLD/OVERNATNING:
CAMPING:
Der ligger en udmærket og billig campingplads kun få km. fra, hvor vi bor
Vedersø Klit Camping
Vedersø Klit Camping v./ Kjeld Stykkel. Øhusevej 23, DK-6990 Ulfborg.
Tlf. Nr.: (+45) 97 49 52 00

Der er flere forskellige størrelser af hytter på campingpladsen alt efter hvor mange personer, man skal opholde sig i hytten.
Der er ligeledes 5 dobbeltværelser ovenpå kontoret til campingpladsen med en sengepris pr. pers. på 125,- kr. Her er der tilknyttet fælles køkken, stue og badeværelse.

Vedersø Klit camping

Vedersø Klit camping
HOTEL:

Vores valg af Hotel i området falder helt klart på Hotel Fjordgården i Ringkøbing.
Der er både rent og pænt, maden er god og personalet er meget flinke.
Kun 23 km. til/fra Kennel Klitgaard
KLIK HER/LOOK HERE
Der er to hundeværelser på hotellet hvor hunden godt må være løs. Prisen på 1 dobbeltværelse er pr. døgn 1325,00 inkl. morgenbuffet. Prisen på 1 enkeltværelse er pr. døgn kr. 1125,00 inkl. morgenbuffet
Til denne pris kommer der et tillæg på kr. 150,00 pr. døgn for at medbringe hund.
Der er dog nogle weekend og feriepriser der er billigere, men det kommer an på hvornår man skal bo her.
Hotel Fjordgården A/S
Anne Marie Skov
Vester Kær 28
DK - 6950 Ringkøbing
www.fjordgaarden.dk
rec@fjordgaarden.dk
PICNICK KURV:

Der er masser af aktiviteter i området og mange smukke steder og vi tilbyder fx at arrangere picnickurv i det grønne for dig og din familie, hvis i måtte ønske det i forbindelse med ophold.
Har ovenstående vakt din interesse
- så kontakt os for nærmere aftale på telefon: 97 34 89 99
eller mobil: 26 20 03 71 eller på mail: mail til os.
Nærmeste togstation Ulfborg 13 km.
Nærmeste større byer Ringkøbing 23 km. og Holstebro 35 km.
Nærmeste lufthavn Billund 100 km.
Nærmeste golfbane Søndervig 20 km.
Nærmeste gode muligheder for at fiske Hvide Sande 30 km.
Nærmeste gode spisesteder Ringkøbing 23 km. og Holstebro 35 km.
Nærmeste mulighed for musik og dans Søndervig 20 km. og Holstebro 35 km.
Afstand til strand/Vesterhavet 5 km.SEVÆRDIGHEDER I OMRÅDET HVOR VI BOR:
Vedersø Klit:
Vedersø Klit bliver ofte beskrevet som et af de smukkeste ferieområder langs den jyske vestkyst. Det skyldes nok, at fremsynede mennesker allerede for mange år siden fik vedtaget nogle byggevedtægter, der bl.a. fastsatte en bestemt mindstestørrelse for byggegrunde og stillede krav om, at alle feriehuse skulle være grundmurede, stråtækte og have afvalmede gavle.
På vej gennem klitterne til stranden står et stort trekantet træmonument - et såkaldt sømærke.
I Vedersø Klit findes der ingen kystsikring mod havet. Det betyder, at havet hvert år i gennemsnit "æder" 1 meter af klitterne, som stadig flyttes indad. Ved de helt store efterårs- og vinterstorme kan havet tage 15 - 20 meter på en´ gang.
Vest Stadil Fjord:
Lige bag Kennel Klitgaard finder du Vest Stadil Fjord.
Her kan man opleve den helt specielle vestjyske, åbne natur.
Det flade landskab er adskilt fra Vesterhavet af klitter, hvorfra der er en enestående udsigt over både fjord og hav.
Vest Stadil Fjord er et stort, åbent og fladt område med meget få træer og buske. I dette landskab er der ikke den store biologiske mangfoldighed. Til gengæld kan de arter, der er tilpasset livet her, findes i meget store antal.
Rørskovene er en helt speciel oplevelse. Tagrør hedder den dominerende græs, der danner rørskovene. Tagrør høstes og bruges til stråtage.
Vest Stadil Fjord er især kendt for de mange gæs, som raster i området. Fjordens åbne vand og kornmarkerne omkring fjorden tiltrækker kortnæbbede gæs i tusindtal, når de forår og efterår flyver til og fra ynglepladser på den arktiske øgruppe Svalbard. Også grågæs og bramgæs ses rastende ved fjorden. For at begrænse markskader forårsaget af gæs, fodres der om foråret med korn på udvalgte marker. Især morgen og aften flyver gæssene mellem ædepladser på markerne og sovepladser på åbne vandflader. Man kan være heldig at se gæssene flyve i store flokke, mens de snakker højlydt med hinanden. Området er desuden en vigtig rasteplads for trækkende ænder, vadefugle og svaner. Den nordlige del af fjorden har været afvandet og opdyrket fra 1950érne til 1990érne. Nu er her igen natur med åbent vand, rørskove og enge – og de mange vilde dyr og planter er ved at komme tilbage.
Flere fugle kommer til pga. naturgenopretningen fra de tidligere marker til åbent vand og våde enge og der er kommet mange nye fugle til området. På en kunstig ø i ”Mellem Dyb” er der opstået en koloni med klyder og hættemåger. Klyderne har ikke tidligere ynglet i området, mens hættemågerne ynglede her sidst i 1953, det vil sige indtil den sidste afvanding. Der yngler nu fire forskellige slags lappedykkere i ”Mellem Dyb” mod tidligere kun en´ og mange ænder og vadefugle er i stor fremgang. Rørhøg og rørdrum er to fuglearter, som har rørskoven som levested. Begge arter yngler i Vest Stadil Fjords rørskove og efterhånden som der bliver større områder med rørskov, bliver der plads til flere af disse sjældne fugle.
Man kan køre i bil langs vestsiden af Vest Stadil Fjord på vejen mellem klitten og fjorden.
Langs østsiden er der på et dige en sti for cyklister og gående.
Der er en ridesti langs en del af ruten. I øvrigt må man færdes til fods i området.
Vest Stadil Fjord er vildtreservat, hvor jagt som hovedregel er forbudt. Skov- og Naturstyrelsen kan dog afholde jagt på vandfugle en´ gang ugentligt på landarealer i en del af reservatområdet nord for Skelmosevej i perioden 1. september til 31. december.
Derudover kan der afholdes enkelte landjagter på fx ræv.
Husby Klitplantage:
Plantagen er beliggende langs Vesterhavet syd for Nissum Fjord. Den giver oplevelsesmuligheder, der varierer fra strand, klitarealer og klithede mod vest, og som står i kontrast til klitplantagen. Plantagen har også sin egen variation med løvskov, søer m.m.
Der er udlagt fire vandreruter. Der er en skøn skovlegeplads, borde og bænke og grill mange steder. Tilplantningen af Husby Klitplantage blev påbegyndt i 1858 som led i dæmpning af sandflugten, der dengang gav store problemer. Plantagen er i dag på ca. 1.100 ha.
Jordbunden veksler meget. Lige fra høje magre klitter over fugtige sletter til overføget moræne. Dette giver en meget varieret skov, idet valget af træart afpasses efter forholdene. På den ringeste del plantes eg, skovfyr og østrigsk fyr, medens der på den lidt bedre jord plantes sitkagran og ædelgran. Den bedste skovbund er egnet til bøg og andre løvtræer. Løvtræer er her plantet for at skabe en mere varieret natur til glæde for dyr og planter og især for skovgæsterne. Samtidig mindsker løvtræplantninger brandfaren i plantagen.
Skibsvragenes kyst:
Jyllands vestkyst er en´ af de farligste kyster i verden med dens sandrevler og har gennem alle tider været frygtet af søfolk. Ikke fordi bølgerne når de helt store højder som på oceanerne, men når de store bølger rammer revlerne, bliver de til en uhyggelig hvirvel af brodsøer, som hverken skibe eller mennesker kan klare sig i.
Gennem tiderne er der forlist et utalt af skibe på kysten. Alene på vestkysten i Ringkøbing Amt er der de sidste 200 år forlist over 1.200 skibe.
Besøg det spændende Strandingsmuseum i Torsminde, hvor der er en meget stor udstilling med tusindvis af fund fra det engelske linieskib ”St. George”, der strandede d. 24. december 1811 syd for Torsminde. På Strandingsmuseet er der også fund fra andre strandinger og forlis.
Strandgården – en museumsgård på Vestkysten:
På kystvejen ca. 9 km. nord for Søndervig ligger den smukke Strandgården. Den er opført i 1875 som en typisk klitgård, firlænget med lukket gårdsplads.
Strandgården blev købt af staten i 1973 og senere fredet. Den huser nu et museum, hvor der vises en udstilling af gamle landbrugs- og fiskeriredskaber.
Kaj Munk (1898 – 1944):
Cand. theol. Kaj Munk var 25 år, da han prøveprædikede i Vedersø Kirke d. 1.1.1924. Han blev sognepræst og prædikede sidste gang d. 2.1.1944. To dage efter blev han hentet af tyske håndlangere og skudt på Hørbylunde Bakke, hvor der i dag står et granitkors. Omk. 3000 overværede begravelsen på Vedersø Kirkegård den 8.1.1944.
Vedersø Egnsmuseum har en mindestue.
TYSK JAGTTERRIER – DEUTSCHER JAGDTERRIER – GERMAN HUNTING TERRIER – JAGDTERRIER

