Ræve, rævehold og rævemedaljer

VORES RÆVEHOLD:
Vores rævehold, der naturligvis er godkendt, opfylder Dansk Terrier Klubs krav til rævehold, som ligger væsentligt højere end dyreværnslovens krav.
DTK har udformet et regelsæt for, hvordan vores ræve skal holdes. De må fx ikke gå på trådbunde og et bur til en ræv skal være på mindst 4 m2 udendørs og afskærmet mod vind og vejr. Der skal være et tørt liggested - en kasse eller et hundehus med fladt tag, da ræven oftest vil ligge ovenpå kassen/hundehuset, men samtidig har mulighed for at søge indendørs, hvis den ønsker det.´
Rævene lider absolut ingen form for overlast ved træningen.


Vi går meget op i, at vores ræve har det mindst ligeså godt som vores hunde og vi fodrer dem bl.a. med råt kød, frisk fangede fisk og hundefoder.


På billedet nedenunder får en´ af rævene en nyfanget gedde. Det er de helt vilde med.




Rævene, der bruges i vores træningsgrav er præget på både mennesker og hunde, da de ellers bliver for stressede.
Det skal være farmræve og det kan ikke lade sig gøre at tage en ræv fra naturen og bruge den, da der er risiko for, at den vil dø af stres.
Rævene er meget kloge. De kan ofte vurdere/læse hunden allerede inden hunden er nået helt frem til tremmerne ved ræven i træningsgraven. Vi kan ofte høre på vores ræve, om det er en skarp hund eller ej.






Den ene af vores hanræve slapper her af selvom jeg, Dinne står inde ved den - men man bliver hurtigt klogere, hvis man tror, den er helt tam.
Det er især den ene af vores hanræve, der gerne vil op og træne i træningsgraven - han "skaber sig "og "tuder", hvis vi tager en´ af de andre først.







En af Kennel Klitgaards ræve hygger sig her med at overvåge marken udenfor, hvor der da også af og til kommer en vild rød ræv gående.









OM RÆVE*:
Ræve er middelstore rovdyr af hundefamilien (Canidae). Der findes 14 arter, hvoraf den bedst kendte er vor egen røde ræv (Vulpes vulpes). Den er udbredt i Europa og Nordafrika samt det meste af Asien og er et dyr, der i meget høj grad forstår at tilpasse sig til de forskelligste livsbetingelser, fra høje bjerge til sandklitter langs havet, fra tæt skov til åbne vidder, fra uberørt vildmark til storbyens midte. Dens fantastiske tilpasningsevne gælder også kosten; ræven æder så at sige alt, hvad der byder sig.
Rødræven jager fortrinsvis om natten, idet den dog også er meget aktiv i skumringen ved vintertide. Den jager alene og udnytter både øjne, ører og næse til at lokalisere byttet. Derpå sniger den sig forsigtigt nærmere, indtil den er kommet så nær, at den kan slå til.
Når ræven har fastslået hvor byttet befinder sig, springer den op i luften og lander lodret oven på fx. en mus, som presses mod jorden af forpoterne og kæberne i fællesskab. Større bytte fanges som regel med kæberne og kastes op i luften, gribes på ny og rystes grundigt. Tilsyneladende angriber ræven ikke bestemte dele af byttets krop for at dræbe det. Smågnavere sluges hele og fugle plukkes mere eller mindre for fjer, som får lov at ligge tilbage.
Rødræven nedlægger ofte mere bytte, end den behøver for at få stillet sin øjeblikkelige sult, men overskuddet får ikke lov at gå til spilde, da ræven graver det ned og gemmer det til senere. Den bærer byttet til et egnet sted, hvor den, stadig med byttet i munden, graver et hul med poterne. Føden puttes ned i hullet, og jorden skubbes henover med snuden. Jorden presses også til med snuden, ligesom den omgivende plantevækst ordnes med en fejende bevægelse, så at forrådskammeret er godt camuofleret.
En del mad graves ned i skumringen, hvor byttet ofte er rigeligt, og ædes senere på natten. Andre depoter får imidlertid lov til at ligge urørt i flere dage og undertiden i ugevis. Forrådene er af stor værdi for rævene i perioder med fødemangel.
Rævene opretholder et fast knyttet familiebånd, hvor hannen og hunden holder sammen størstedelen af året. Eftersom drægtighedsperioden er langt kortere end fx. hos hjorte, avler hanræven det pågældende års kuld. Samlivet begynder i januar - februar efter en vinter i ensomhed. Hunræven mærker sine spor med urin for at tiltrække de hanræve, der strejfer om i landskabet på jagt efter en mage. På denne tid af året, har vi ofte hørt rævene gø om natten. Man hører en bjæffende gøen og et uhyggeligt, skærende skrig, der som regel tilskrives hunræven, men som undertiden udstødes af hanræven. Man er ikke helt klar over disse kaldesignalers betydning.
I sammenligning med den aggression, der er ved andre dyrs kurtisering, lader rævenes kurtiseringsadfærd før parringen til at være en meget venskabelig affære. De leger sammen på samme måde, som ungerne vil komme til at lege sammen i de kommende måneder. De boltrer sig, farer rundt og tumler omkuld og rejser sig tit op på bagbenene med hovederne mod hinanden og forpoterne på hinandens skuldre. Mens de står på denne måde, gør de udfald mod hinanden med vidt åbent gab, som om de prøvede på at bide magens tunge af. De blottede tænder og det åben gab er et tegn på ophidselse og glæde.
En anden stilling anvendes, når de er færdige med at boltre sig. Parret standser helt op, og hannen står lige foran hunnen. Derefter slynger han sin buskede hale op over hendes skuldre, måske for at bringe sine rygduftkritler i nærheden af hendes snude og på den måde stimulere hende. Kopulationen foregår som hos hundene, hvor det hører med til parringsadfærden at løbe og lege sammen, men hunnen accepterer ikke hannen, før hun er virkelig brunstig og ægløsningen har fundet sted. På det tidspunkt inviterer hun ligefrem til kopulation ved at slille sig foran hannen med halen svunget til den ene side - ganske som vores tæver gør det, når de skal parres. Efter bestigningen svulmer hannens penis op, så at parret står fast sammenlåst rumpe mod rumpe. Sædudtømmelsen finder sted under sammenlåsningen, der varer 10 - 30 minutter. Denne sammenlåsning virker som en slags "bevogtningsfase" og forhindrer andre hanner i at bedække hunnen, inden der er rimelig sikkerhed for, at den første hanrævs sæd har befrugtet æggene.
Hvalpene fødes efter en drægtighedsperiode på 50 - 56 dage (hunde 60 - 63 dage) og hanrævens adfærd ændrer sig derpå. Indtil fødselstidspunktet har han været meget selvisk mht. føde, men nu kommer han med bytte til hunræven, som bruger al sin tid på at passe hvalpene i graven. Når hvalpene efter 4 - 5 ugers forløb første gang kommer op af graven, ændres hanrævens adfærd atter og han holder føden i munden, opmuntrer hvalpene til at springe op og snappe den og lægger på denne måde grundlaget for hvalpenes jagtadfærd, der er en livsbetingelse for deres tilværelse fremover.

* Af Briten David Macdonald. De snu rævemikler/Jægere på land.


RÆVEMEDALJER:
Kæmperæve har store hoveder og det er kraniet, det komme an på, hvis man skal opnå rævemedalje.
Beregningen af rævekraniets point er meget enkel: Det afgørende tal fremkommer ved, at man måler kraniets længde og bredde og lægger de to mål sammen.

Du kan nemt selv komme tallet nær ved at måle kraniet med en skydelære på følgende måde:
Kraniets længde:
Denne opmåling foretages mellem to vinkelrette linier på kraniets længdeakse uden underkæbe og misdannelser.
Kraniets bredde:
Denne opmåling foretages med en vinkelret linie mellem de to rette linjer parallelt med længdeaksen. Målene tages med en millimeters nøjagtighed og hver centimeter svarer til et point.

Begge fotos: Max Steinar


Det er dog kun få rævekranier, der kommer til opmålingerne. Måske fordi kun få er opmærksomme på, at der findes internationale CIC-regler også for disse trofæer, som er 24 point for bronze, 25 point for sølv og 26 point for guld.


Jeg (D) skød den største ræv, på vores tur til Polen på rævejagt år 2004.
Da jeg skulle bære den hen til bilen, var jeg slet ikke i tvivl om, at den skulle vi have målt op.
Det viste sig da også, at den målte 24.3 cm.









Dinne med sin broncemedalje-ræv!









Ræveungerne
Foto og tekst: John Jauert.

Jeg arbejder til daglig på Lemvigbanen.
En dag fik vi en melding om, at der var gravet meget ved en skinne - ca. 60 meter fra overkørsel 45 Syd ved Fåre.
En kollega og jeg kørte ud for at se, hvad der var sket derude og vi kunne straks se, at der var gravet ind under sporet. Vi kunne se, det ikke var noget, der lige var sket og vi talte om, at der jo nok var ræveunger nede i graven, for man kunne se spor efter dem, når de havde været ude for at lege af og til.

Vi var klar over, at vi skulle have dækket graven til, før der skete noget med sporet, og vi ville samtidig ikke dække graven, når den var beboet!

Da det var tæt på fyraften, besluttede vi at vente med at gøre noget til dagen efter. Jeg tog nogle billeder af området og fotograferede ind i graven for at få et indtryk af, hvor dyb graven var.

Da jeg kom hjem og fik tømt kameraet over på PC´en, fik jeg store øjne, da jeg så de små hvalpe inde i graven.
Dagen efter kørte jeg ud og fotograferede dem, medens de legede udenfor graven: "De er nu søde, når de er så små".

Men vi skulle jo have dem væk, før der skete uheld, så jeg var lige nede ved graven med "SCOT" min tyske jagtterrier og han fik lov til at skabe sig lidt og kom så hen i bilen igen. Da vi kom til graven næste gang havde hunræven derfor flyttet sine unger til et mere sikkert sted - det var lige det, vi ville opnå!
Vi satte et par pinde op for åbningen og de var urørte dagen efter og vi fyldte så graven op så godt som vi kunne. "Vi håber så på at møde rævehvalpene igen, når de er blevet store, det er jo kun et par kilometer fra mine kunstgrave".
Dette år har jeg et hold rævehvalpene under den ene af mine kunstgrave, så den skal jeg nok have tilset inden efterårsjagten.
John Jauert.


TYSK JAGTTERRIER – DEUTSCHER JAGDTERRIER – GERMAN HUNTING TERRIER – JAGDTERRIER