Opdragelse

For at få en omgængelig og kærlig familiehund er det vigtigt, at hunden har en klar forståelse for, hvad den må/ikke må. Man skal evne at øve lederskab overfor hunden. Det er misforstået ”godhed”, hvis man har forsømt at sætte sig igennem med kærlig respekt og konsekvens fra allerførste færd.
Der findes flere øvelser, man kan "lege" med hunden, som understreger din position som flokfører og derved vil modvirke hundens dominans-optræden.
Se evt. her på vores hjemmeside under. "Gode råd".

Menneske og hund skal ved hjælp af tydelig og konsekvent kommunikation opnå gensidig forståelse. Forståelse er en god basis for tryghed, og tryghed er igen en forudsætning for optimal indlæring.

Hvis hunden skal fungere i huset er det også vigtigt, at man ikke tumler, leger og gør hunden ”vild” indenfor – da den her skal vide, at der skal være ro. Derfor er al vild leg bedst udenfor.

Hunden står på hierarkiets nederste trin; men det er naturligvis en selvfølge at evt. børn er opdraget på en sådan måde, at de forstår at vise hunden den fornødne respekt. Der skal være en gensidig respekt mennesker/børn og hunde imellem.
Hunden er ikke legetøj og det skal man lære sine børn. Børnene skal selvfølgelig have at vide, at de ikke må slå hunden.

Hunden er bedst tjent med en ”fast plads” (hundekurv el. lign.) i huset, for hunden skal have et fristed, så den kan være i fred, når den ønsker det.
Hunden kan ikke holde ud at lege hele tiden. Når hunden ikke gider lege mere, kan den jo fx ikke som børn sige, ”nu vil jeg ikke lege mere”.
Den kan så enten trække sig til ”fristedet” eller gå helt væk. Men bliver dette ikke respekteret eller er der ikke er et ”fristed”, kan den måske finde på at bide, ligesom nogle børn der slår, fordi det er nemmere for dem end verbalt at sige, ”nu gider jeg ikke mere”.

Vi skal være bevidste om, at vores kropssprog – som ethvert menneske bevidst eller ubevidst benytter sig af, er af vigtig betydning. Vi kan med vores kropsholdning virke både dominerende og vigende i forhold til hunden.
Hunde er ligeledes meget følsomme overfor deres føres sindsstemning.

Det er vigtigt, at hundeføreren udvælger et antal korte og præcise kommandoer og at han/hun bruger disse ord konsekvent.
Man skal ligeledes arbejde med varieret stemmeføring: En lys stemme er udtryk for venlighed og glæde og en mørk stemme betyder vrede og trusler. Er man så heldig, at man evner at styre og udnytte sin stemmebrug, har man til gengæld fra første færd et forspring i dressurarbejdet. Hunden forstår så på en meget simpel måde, hvornår dens adfærd er rigtig eller forkert.
Som en væsentlig sidegevinst er stemmen under disse forhold også det værktøj, der i langt de fleste tilfælde er tilstrækkeligt som afstraffelsesmiddel. Det kræver naturligvis igen, at man formår at øve lederskab overfor hunden.
Er det hunden, som er den dominerende part i forholdet, er den nemlig også stort set bedøvende ligeglad med førerens stemme.
Det kræver også, at man er sparsom med brugen af stemme og fløjte og at man er konsekvent, når ordrer gives.
Enhver hund kan, ved overdreven og inkonsekvent brug af ord og signaler fra føreren blive ”døv”, fordi den evige ordstrøm mister sin betydning for den.



PROBLEMERNES TOP 10 LISTE:
Gennem tilbudet om gravtræning for alle gravgående hunderacer i vort træningsanlæg, møder vi mange tyske jagtterriere (tjt) og deres ejere fra hele landet samt enkelte fra udlandet. Det giver gennem tiden kombineret med vort eget arbejde/jagten med vores egne tjt et stort kendskab til racen.
Vi kan se, at næsten alle evt. opståede problemer med tjt har rod i manglende stimulering og motivation i den unge hunds opvækst og/eller i en mangelfuld gennemført grunddressur.
Det er stort set de samme problemer, som i varierende grad kan volde forskellige tjt-ejere vanskeligheder.
Hvis opdrætteren er sig sit ansvar/arbejde bevidst, hvis avlsmaterialet er i orden og hvis opdrætteren er "kræsen" med hvem, de sælger tjt til, opleves stort set ingen problemer. Vi yder naturligvis råd og vejledning gennem hele din tyske jagtterrieres liv, hvis du har købt den på Kennel Klitgaard og vi er som udgangspunkt altid interesserede i at købe egne opdrættede hvalpe tilbage.

Alle tyske jagtterriere trives bedst med at blive aktiveret – ikke bare i jagtsæsonen, men hele året igennem. Udenfor jagtsæsonen kan du fx tage den med ud at bade og her kombinere det med træning. Du kan bl.a. lægge spor for den, hvilket den vil elske!

Der findes bestemt ikke nogen enkelt opskrift – men på baggrund af vores mange års erfaringer med racen tysk jagtterrier, ser vi et mønster i evt. problemstillinger.

Hvis en tjt-ejer oplever, at hunden er mere til besvær end glæde, er der ofte tale om flere forskellige årsager på samme tid.
I en ”problemernes top 10” knyttet med ”sandsynlige årsager” og sidst - men sikkert ikke mindst vigtigt: Forslag til løsninger på de evt. opståede problemer kan du forhåbentligt se, hvad der er gået galt og/eller kunne nikke genkendende til nogle af årsagerne.
Vi håber, du her kan finde hjælp til at løse problemet/problemerne – ellers skal du naturligvis altid være meget velkommen til at kontakte os:


1.) DIN TYSKE JAGTTERRIER KOMMER IKKE PÅ INDKALD:
A. Manglende lederskab/førerbinding fra din side
B. For streng og overdreven signalgivning fra fører til hund
C. For hårdt lederskab har medført at hunden er bange for føreren

Løsningsforslag
A.
Større daglige bevidsthed hos dig om din lederrolle.
Husk på et ”nej” rent faktisk betyder ”NEJ”
Lederskabsøvelser gennemføres hver dag konsekvent bl.a. ved, at din tjt. først må spise, når den får tilladelse af dig.
Hunden går ind/ud af døren efter dig og først når du giver den lov.
Hunden må først hoppe ind i/ud af bilen, når du giver lov.
Alle øvelser fra grunddressuren repeteres (husk at øvelserne udgår fra ”sit” og at der skal være øjenkontakt mel. dig og hunden, før den får en kommando).
Hanhunde får ikke lov til at lette ben i tide og utide.
Tæver som har tendens til hyppige markeringer får heller ikke lov til at praktisere denne adfærd med at tisse i tide og utide.
Træn især hundens ”sit”/”dæk” lydighed

Løsningsforslag
B.
En ordre gives kun, når du er rimelig sikker på, at hunden efterkommer den. Spar på ord og kommandoer. Vær opmærksom og tydelig på, at din stemmebrug og dit kropssprog sender de rigtig signaler til hunden. Lad være med overdrevent at blive ved med at kalde, når det alligevel ikke virker. Lad istedet hunden se dig og løb derpå modsat vej som hunden, så vil den oftest vende om for at være sammen med dig. Du kan også "smide dig ned" og lade som om, du er ved noget spændende, så vil hunden ofte komme af nysgerrighed.

Løsningsforslag
C.
Arbejdsglæde og positiv kontakt mellem din tjt og dig skal altid kendetegne det daglige arbejde med hundens dressur og træning
Sæt dig ned på hug, når du kalder på hunden.
Vend ryggen til den eller gå bort fra den, hvis den tøver med at komme helt hen til dig.
Hvis du er i dårligt humør, skal du ikke træne.
Brug lys og klar stemme.
Bøj dig ikke ind over hunden, da det kan opfattes som truende.
Stir ikke på hunden
Brug ofte godbidder
Ros rigeligt når den gør noget godt.




2.) DIN TYSKE JAGTTERRIER SPYTTER APPORTEMNET UD:
A. Mangelfuld grunddressur og/eller du er gået for hurtigt frem i forbindelse med hundens indlæring af apportering
B. Din tjt forstår ikke dine signaler og kommandoer

Løsningsforslag
A og B.
En tjt skal synes, det er sjovt at apportere.
Ved hjælp af en tennisbold og dummy vækker (genvækker) du glæden hos hunden.
Glem alt om at ”holde fast”, hver gang den er på vej tilbage til dig med et apportemne. Den forstår ikke dine signaler og tror, at din stemme skifter, fordi den gør et eller andet galt.
Det handler kun i denne fase om, at hunden med glæde løber ud til og henter apportemnet.
Sæt dig ned, når hunden er på vej hen til dig med apportemnet.
Ros den for at komme hen til dig med apportemnet.
Overse at den måske smider apportemnet ”lidt i god tid”.
Siden kan du begynde at bruge andre apportemner.
Isoler´ øvelsen ”hold fast” fra den øvrige apporteringstræning: Træn i stedet ”hold fast” med en gammel sammenrullet strømpe, avisen eller noget andet et minut hver dag – men gør det et sted, hvor din tjt ikke forbinder øvelsen med apporteringsøvelsen. (Fx køkken. Stue). Ret hurtigt vil du se, at din tjt forstår, hvad ”hold fast” betyder. Derpå kan du overføre den nye færdighed til den egentlige apportering.
Hundens glæde ved arbejdet skal være det vigtigste.




3.) DIN TYSKE JAGTTERRIER KAN IKKE VÆRE ALENE HJEMME:
A. Hunden har ikke som lille hvalp lært, at den i kortere perioder skal kunne være alene
B. Hunden har en psyke som medfører, at den reagerer voldsomt og uhensigtsmæssigt, når den efterlades alene.

Løsningsforslag
A. og B.
Træn din tjt til at være alene i lukkede rum, i hundegården og i bilen – de første gange bare et par minutter. Vent udenfor døren til rummet. Hvis hunden begynder at hyle, giver du meget kontant kommandoen ”nej”. Gå langsomt frem. Det handler om at skabe en tryg fornemmelse hos hunden om, at du altid kommer tilbage.
Det er vigtigt, at du ingen følelser viser overfor hunden, når du kommer tilbage til den.
Medynk forstærker hundens angst. Ros i denne forbindelse forstærker hundens forventning om din hurtige tilbagekomst. Straf er i denne sammenhæng helt meningsløs.
Det kan måske hjælpe hunden, at den har noget at lege med eller et kødben at tygge på. Det kan kortvarig få hunden til at glemme, at den er alene. Det kan være en god ide, at lade en radio eller TVét køre.
Hvis det ikke lykkes, at gøre hunden tryg ved at være alene, kan du bruge en transportkasse, som den i kortere tidsrum kan være i, til du kommer igen.
Din tjt skal naturligvis være velmotioneret både fysisk og mentalt, før den efterlades.




4.) DIN TYSKE JAGTTERRIER STIKKER AF:
A. Din tjt bliver ikke tilgodeset med tilstrækkelige daglige aktiveringer.
B. Hanhunde vil naturligvis, hvis der er tæver i løbetid i nærheden have en større trang til at stikke af
C. Hunden har ikke den nødvendige respekt for dig.
D. Det kan være genetisk betinget

Løsningsforslag
A. og B.
Sæt hunden i en velindrette hundegård, når den ikke er under opsyn. Kastration af hanhunde kan i mange tilfælde løse problemet.
C. Øg fokus fra din side på lederskabsøvelser. I sig selv er det en lederskabsøvelse at lære hunden, at den ikke må forlade ”anvist område”.
D. Så er der desværre ikke noget at gøre og du opfordres til ikke at lade din tjt indgå i avl.




5.) DIN TYSKE JAGTTERRIER HOLDER IKKE KONTAKT UNDER JAGT:
A. Manglende grunddressur og prægning af unghunden – måske allerede i 3 - 5 ugers alderen, hvor prægningen er størst
B. Problemet kan være genetisk betinget

Løsningsforslag
A.
Repeter´ grunddressuren. Træn specielt kontakt i form af ”fri ved fod”, ”dæk” og indkald-øvelser.
Vær opmærksom på din rolle som ”flokfører”
Udøv lederskab. Hunden skal konsekvent opleve dig som lederen, når den jagter, skal det være for dig. Begynder den at jagte uden nødvendig kontakt til dig, kalder du den ind.
Du skal vænne din tjt til, at det er den, som skal holde kontakt til dig – og ikke omvendt.
Gå ture med den i terrænet, så snart du får den – helst allerede som 8 uger gammel og uden snor, da du opfordres til ikke at koble hunden, når det ikke er nødvendigt. Den lille hvalp skal helst løbe frit uden snor. Du bestemmer fart og retning og du kan evt. gemme dig for den engang i mellem. Hver gang, den kommer hen til dig, skal du ikke tage den op, da den så ikke vil blive ved at løbe hen til dig, for så tror den, du vil "tage den" hver gang, den lige har det sjovt og er ude at løbe. Ros istedet og vis den, du har set den. Buk dig evt. og berør den blot lige, når den kommer hen til dig.
B. Enkelte tjt evner ikke at holde kontakt med føreren. Erkend det, hvis du har fået sådan en´, de er ubrugelige som jagthunde. Køb en ny.




6.) DIN TYSKE JAGTTERRIER ER AGGRESSIV OVER FOR ANDRE HUNDE OG MENNESKER:
A.
Alt for dårlig prægning og mangelfuld social opvækst
B. Hunden mangler respekt for dig
C. Genetisk betinget og du opfordres til ikke at lade din tjt indgå i avl.


Løsningsforslag
A.
Uden tvivl den alvorligste af alle problemer. Det handler i stor grad om din rolle som flokfører. De fleste jægere vil ikke selv være i stand til at løse problemet, hvis de har fået en aggressiv hund. ”Det er bedre at forebygge end at helbrede” – så til dette problem kan vi kun sige, at du bør købe en tjt hvalp hos opdrættere, hvor du er sikker på, at avlsmaterialet er mentalt sundt. Hvalpene skal allerede fra fødslen opleve omsorg og tryghed. De skal dagligt være i menneskehænder og de skal dagligt være sammen med tæven, som er deres mor og de andre hvalpe. Avlsmaterialet skal naturligvis være i orden for både han og tæve. Læs meget mere om dette under menupunktet: ”Hvalpeopdræt” her på hjemmesiden.




7.) DIN TYSKE JAGTTERRIER ER SKUDRÆD:
A.
For dårlig prægning af unghunden - måske allerede i 3 - 5 ugers alderen, hvor prægningen er størst
B. Genetisk betinget

Løsningsforslag
A. og B.
Du må aldrig trøste hunden, hvis den viser tegn på uro ved skud. Ignorer dens uro. Forhåbentlig elsker din hund at apportere - kast en dummy eller to og i samme øjeblik som dummyen kastes, får du en hjælper til at skyde et skud ca. 500 meter fra, hvor du og hunden befinder jer. Hunden skal kunne se skytten, da dens angst for skud kan skyldes, at den er usikker på, hvor lyden kommer fra. Gør kun øvelsen et par gange i begyndelsen. Gradvist mindskes afstanden mellem hund og skytter. I 99% af 100 tilfælde vil dette virke. De sidste tilfælde er uhelbredelig genetisk betinget og du bør anskaffe dig en ny tjt og ikke lade den indgå i avl.




8.) DIN TYSKE JAGTTERRIER ER MEGET BANGE FOR NYE INDTRYK, NYE MENNESKER, NYE LYDE, NYE TING:
A.
Alt for dårlig prægning af unghunden - måske allerede i 3 - 5 ugers alderen, hvor den har været hos opdrætteren og prægningen samtidig er størst/vigtigst.
B. Mangler positive succeser
C. Mangler positive oplevelser og indtryk. Din tjt har ikke som lille hvalp lært at forbinde mennesker, oplevelser og nye indtryk med noget positivt.
D. Genetisk betinget

Løsningsforslag:
A. og B. og C.
Giv masser af positive oplevelser/indtryk i afstemmelse med paratheden/modenheden hos hunden. Pres ikke hunden til noget, den ikke er klar til. Ynk den aldrig, da dette kan forstærke problemet. Opmuntre istedet. Giv hunden masser af små positive succeser ved at gøre noget, du er sikker på, den kan og gerne vil. Gør det hellere for let som for svært - og byg med tiden succes på succes, så du får opbygget selvtilliden på hunden. Læg små blodspor for den med belønninger som afslutning. Gør noget sammen med din tjt, som du ved, den gerne vil. Gå lange ture i skoven, ved eng, ved strand - steder, hvor i kan være alene og hvor der for hunden ikke opleves nogen "fare på færde".
D. Man skal være klar til at gøre en stor ekstra indsats. Det vil kræve en god portion tålmodighed, tid og lyst til at arbejde med problemet. I de fleste tilfælde vil det kunne afhjælpes med tiden, men er det ikke blevet bedre indenfor et års tid/en´ jagtsæson eller to, opfordres du til at købe en ny og ikke at lade din tjt indgå i avl





9. og 10.) HAR DU PROBLEMER MED DIN TJT, SÅ SKRIV UNDER "FORUM" HER PÅ HJEMMESIDE OG FÅ SÅ MANGE FORSKELLIGE SVAR SOM MULIGT FRA ANDRE TJT-EJERE ELLER KONTAKT OS....
HVIS DER ER ET PROBLEM, DER DUKKER OP FLERE GANGE, VIL VI BRINGE SVAR HER SENERE UNDER "PROBLEMERNES TOP 10"







TYSK JAGTTERRIER – DEUTSCHER JAGDTERRIER – GERMAN HUNTING TERRIER – JAGDTERRIER