Hvalpetips

Det er altafgørende at opdrætteren er sit ansvar bevidst og bl.a. forstår at prægningen af hvalpene er størst i alderen 3 - 5 uger. Farvel til mor:
Hvalpene tages fra moderen, når de er 8 uger gamle.
Du bør hente din tyske jagtterrier fra opdrætteren, når den er 8 uger eller så snart derefter for at komme hurtigt igang med prægningen af din lille hvalp.
Jo før den kommer til sin familie efter de fyldte 8 uger - jo bedre.
Det er altafgørende at opdrætteren er sig sit ansvar bevidst og bl.a. forstår at prægningen af hvalpene er størst i alderen 3 - 5 uger og her får givet dem masser af postitve oplevelser og indtryk.


De første par dage skal hvalpen langsomt falde til i dens nye familie. Umiddelbart derefter skal du præsentere den for verden. Det er meget individuelt, hvornår hvalpene er modne og derfor forskelligt, hvor meget du kan præsentere den for den første tid. Tal med opdrætteren om det, for det er det menneske, der kender hvalpen bedst og ved, hvad hvalpen allerede er tryg ved og har været vant til.


Foder/renlighed:
Når din tyske jagtterrier hvalp er fra 8 - 12 uger gammel, skal den fodres min. 3 gange dagligt . Vores hvalpe og unghunde har dog ofte (tør)foder til at stå hele tiden og kan derfor bare spise, når de er sultne, da det er vores holdning, at en hvalp eller unghund skal have alt det, de kan æde indtil 1 års alderen.
Det er bedst at bruge et tørfoder beregnet til hvalpe og unghunde eller at forsætte med det, som opdrætteren har brugt, da man må gå ud fra, at der her er blevet brugt "det bedste."
Du skal ikke bløde foderet op, da det for det første står og bliver "sur" og hvalpen derved ikke har lyst til at spise det. For det andet har hvalpens tænder og tandkød godt af at knuske tørfoderet.
Når hvalpen er 12 – 14 uger gammel kan man nøjes med at fodre den 2 gange dagligt, hvis der ikke står foder ved den hele tiden.
Kvalitet og pris hænger sammen mht. tørfoder.
Hvalpen skal ofte have mere af et billigt foder, end den skal af et dyrere for at få sit energibehov dækket.
De billige mærker bruger desuden fyldstoffer, som hunden ikke kan optage og med det resultat til følge, at den skal af med meget mere afføring. Den omsættelige energi og fordøjeligheden bør være høj, da hvalpen så er lettere at få renlig.
Hvis man fodrer med et kvalitetsfoder, skal man ikke give ekstra tilskud af mineraler. Vi anbefaler klart ”Lone Star”, hvilket vi også forhandler. Se evt. under menupunktet: ”Foder” her på hjemmesiden. (Vi har altid noget på lager).
Hvis man ønsker at skifte fodertype, gøres det bedst ved at blande det nye foder med det gamle mindst 1 uge for ikke at hunden skal få ondt i maven eller tynd mave.

Ormekur:
Hvalpene fødes med ormelarver og derfor gives ormekur i en alder af 5 – 6 uger. Dette gentages evt. i 9 – 11 ugers alderen.
Normalt udvikler hunden immunitet mod spolorm, så derfor gentages behandlingen kun hvis der ses orm eller orme æg i afføringen.
Ormekur midlet er receptpligtig.

Vaccination:
Hvalpen vaccineres første gang, når den er ca. 12 uger gammel og igen ved ca. 16 ugers alderen - helst 4 uger efter den første vaccination. Derefter vaccinere de fleste den en´ gang årligt.
Skal hunden med på udlandsrejse skal den rabiesvaccineres. Hunden skal vaccineres senest 1 mdr. før udrejse, hvis man skal sydpå med hunden.
Hvis man skal rejse i Norden, skal vaccinationen ske min. 4 mdr. før, da en blodprøve af hunden skal undersøges for antistoffer mod rabies.

Tandskift:
Din tyske jagtterrier hvalp skifter tænder i en alder af ca. 4 – 6 mdr. og har normalt skiftet alle tænder, når den er ½ år gammel. Den tyske jagtterrier (-og små hunde) taber ofte ikke alle mælketænder og får derved ”dobbelt tandsæt” og du bør kontakte dyrlægen, hvis dette sker, så den gamle tand kan komme væk.
Nogle gange kan dyrlægen bare trykke den væk, men andre gange må hunden bedøves for at komme af med den gamle tand.
Du kan dog ofte selv afhjælpe problemet ved at lade hunden få rå kødben en gang i mellem.

Dansk Hunderegister:
Registrering og mærkning af hunde er lovpligtig. Inden hunden er 4 mdr. skal hunden have enten tatovering eller mikrochip.

Sygeforsikring:
Udover den lovpligtige ansvarsforsikring på hunden, kan du tegne en sygeforsikring på hunden. Denne vil dække evt. større udgifter fx i forbindelse med bid fra ræv/grævling på fx gravjagt.

Babytræf:
Tag imod vores tilbud til Kennel Klitgaards hvalpekøbere om at komme til "Babytræf". Her har din hvalp nemlig mulighed for at møde de jævnaldrende søskende fra kuldet og så småt begynde gravtræningen.
Deltag også gerne i nogle af de mange andre arrangementer, vi laver her på kennelen, da det er vigtigt, din hund kommer ud blandt andre hunde og at den får masser af gode oplevelser og positive indtryk.
Læs mere under menupunket: "Babytræf" her på hjemmeside.



TRÆN "ALENE HJEMME" KORT EFTER DU HAR HENTET DIN HVALP:
Når hunden er alene hjemme, kan den begynde at lave unoder. Man kalder det separationsangst.
Det kan vise sig ved, at hunden hyler eller vedvarende gør. Den kan finde på, at "grave" og bide i møbler eller andet inventar. Urenlighed, når hunden er alene er heller ikke ualmindeligt.
De fleste hunde er mest trygge, når de er sammen med mennesker. Det skyldes, at hunde fra naturens side er flokdyr. I mange familier er hunden nødt til at være alene om dagen og mange hunde accepterer at være alene. Ofte hviler eller sover hunden, når den er alene.
Hvis hunden har ødelagt noget i hjemmet, så må man ikke skælde den ud, når man kommer hjem. Hunden vil ikke forstå, hvorfor den bliver irettesat, fordi den ikke har tidsfornemmelse og derfor ikke vil forbinde hændelsen med at blive skældt ud.
Det er en rigtig god idé, at begynde alene hjemme træningen allerede mens hunden er hvalp. Indlæringen er som regel lettere hos hvalpe end hos voksne hunde.
Alene hjemme problem kan også opstå, hvis hunden flytter eller skifter hjem. Hvis hunden ikke har set sin ejer gennem et stykke tid, så kan problemet også opstå.
Hvad kan jeg gøre?
Det gælder om at forebygge separationsangst, så derfor skal tilvænning allerede begynde, når hunden er hvalp. Når man fornemmer, at hvalpen er tryg ved sit nye hjem, så er det tidspunktet at starte træningen.
Det er vigtigt at lære hvalpen, hvor den skal sove allerede fra den første nat. Hundekurven skal være klar, når hvalpen kommer hjem. I de første dage, bør hvalpen ikke være alene. Derfor er det en god idé at bruge noget ferie for at være sammen med hvalpen.
Når træningen begynder er det vigtigt, at man forsøger at holde samme døgnrytme i hjemmet.
Hvalpen tilbydes roligt samvær, som at søge efter foder i have eller stue, mindre og rolig luftetur. Hvalpen skal ikke stresses med vilde aktiviteter som f.eks. lege med bold.
Når man beslutter sig for, at hunden skal være alene, så undgå, at der er aktiviteter til hunden. Hunden lærer at være inaktiv, når den er alene og mange hunde "lærer" at sove i den inaktive periode. Man forlader hjemmet i en kort periode, nogle minutter og øger over nogle uger til 3-4 timer. Man skal ikke tale til hunden, før man går. Hvis man taler og ynker hunden, så vil den fornemme en anderledes stemning i hjemmet og dermed blive utryg.
Det er vigtigt at tilpasse træningen til den enkelte hund. Nogle hunde kræver længere træning end andre.
Hvis man har en voksen hund, som har alene hjemme problemer, så er det en anden form for træning, som man kan prøve. Hunden skal være rolig og træt før træningen indledes. Lufteture - gerne forskellige steder- vil trætte hunden mere end hvis den går samme tur hver dag.
Når træningen begynder, skal hunden være helt rolig. Man tager overtøj på, åbner døren og lukker den nogle gange og ser samtidig efter, hvordan hunden reagerer.
Når man har gjort dette og man kan se, at hunden er rolig, så tager man overtøjet af og fortsætter egne gøremål og hunden ignoreres. Hvis hunden ikke er rolig før træningen indledes, så er det fordi, hunden ikke er træt nok.
Næste øvelse er at gå ud og ind af døren. Når hunden er rolig fortsætter man med egne gøremål og ignorerer hunden.
Når denne øvelse er overstået er det tid til at lukke døren ude fra og åbne den igen. Overtøjet tages af, fortsætter med egne gøremål og hunden ignoreres. Denne øvelse fortsætter til man ved, at hunden er rolig.
Når hunden ikke er interesseret i, at man går ud og ind af døren, så kan man prøve at stå uden for den lukkede dør i få sekunder. Man skal ikke vente i for lang tid med at åbne døren igen. Hvis hunden bliver urolig, så skyldes det, at man har været for hurtig med træningen og så må man begynde forfra.
Herefter går man -i en periode - ud og ind af døren flere gange om dagen. Når hunden accepterer at være alene i 1-2 minutter, så kan man begynde at øge tiden, hvor hunden er alene.
Når hunden kan være alene i ½ time, så kan tiden øges med 10 minutter af gangen. Når den kan være alene i 1-2 timer kan man øge med ½ time af gangen.
De fleste hunde kan trænes til at være alene hjemme i 5-6 timer.
Hvis træningsprogrammet ikke lykkes, kan der være behov for medicinsk hjælp og man må tale med dyrlægen, som finder ud af, hvad der bedst for hund og ejer
Kilde: Dyrlægevagten.dk



TYSK JAGTTERRIER – DEUTSCHER JAGDTERRIER – GERMAN HUNTING TERRIER – JAGDTERRIER