Jubiii - det gik godt

For efterhånden rigtig mange år siden, havde vi en hund, der hed Viktor. Han var en meget ivrig jagthund og samtidig meget klog.
Jeg (B) kan huske, at når vi kom til rævegravene, kunne han finde på at ”slå på graven” dog uden at der var ræv hjemme. Når han så blev sluppet, tog han ellers på jagt, men oftest uden os og alt vildt lige fra fasaner, harer og råvildt blev jaget til et andet sogn, før han vendte tilbage, hvilket han i øvrigt altid gjorde.
På det her tidspunkt havde vi kun Viktor – ja, det er godt nok lang tid - og mange tyske jagtterriere siden, nu jeg kommer til at tænke på, at vi kun havde ham.
Viktor blev med tiden en virkelig dygtig udsmider.
Men alt har jo en start og denne start begyndte bl.a. denne her dag, hvor jeg var sammen med min Onkel Henry på jagt.
Jeg kan stadig i dag huske, hvordan jeg var en smule betænkelig over, hvordan det skulle gå, for Viktor var kun 6 måneder gammel. Han var dog en stærk hund, fuld af energi og havde kun godt af at blive brugt.
På et tidspunkt var vi nået til en kunstgrav, der lå ud til et stykke eng. Denne grav, som godt nok ikke havde lagt der så længe, havde vi aldrig skudt noget fra, men vi var optimistiske.
Jubiii: Viktor begyndte med hals lige ude foran indgangen til graven med det samme.
Henry gjorde sig klar og Viktor blev sluppet. Han kom længere og længere ind i graven og jeg var meget spændt på hans første møde med ræv.
Pludselig var der kontakt og det lød bestemt ikke godt. I takt med at Viktor skreg, fik jeg det dårligere og dårligere, for Viktor var jo kun 6 måneder gammel og helt uden gravjagtserfaring.
Henry var klar og i et kort øjeblik kunne han ved røråbningen lige skimte, det han først troede var en ræv, men farven var ikke rigtig.
Henry troede så, det var en grævling, men det var meget svært at se i det korte øjeblik, den var fremme. Jeg var nervøs, ja og det blev bestemt ikke bedre af, at Viktor skreg og hylede meget for lidt efter at blive helt stille. Jeg frygtede nok det værste. Det føltes som om, at tiden stod stille.
Viktor gav pludselig et bjæf fra sig: Jubiii, så var han da i det mindste i live!
Han var igen på vej fremad og det kunne jo kun gå galt, hvis det nu var en grævling.
Der blev igen kontakt og så skete der noget.
En husmår kom til syne og den for´ af sted ud i brakmarken. Mit første skud, som var tydeligt bagved, traf den ikke. Det næste skud var en træffer og måren rullede. Viktor kom frem til måren i brakmarken.
Det kan godt være han var gal i graven, men det var absolut ingenting imod det raserianfald, han nu fik. Han gik helt amok på måren og den fik en rusketur så savl og blod fløj rundt i luften.
Jeg var glad på Viktors vegne, som nu havde fået en god start på hans jagtliv.
Det gik godt denne gang, men man lærer jo hele tiden og i dag vil jeg vente med at tage en så ung hund i grav til den er mindst 8 måneder gammel. Men det er ikke fordi, de ikke er klar før, men fordi de simpelthen er fysisk stærkere, jo ældre de får lov til at blive og derfor vil have lettere ved at overkomme evt. problemer i graven.
Bent Elgaard Pedersen


TYSK JAGTTERRIER – DEUTSCHER JAGDTERRIER – GERMAN HUNTING TERRIER – JAGDTERRIER