Rico: En sand kriger

Det er ubeskrivelig svært at sige farvel til sin mange årringe jagtkammerat og da vores gamle hanhund Rico takkede af, gjorde det meget ondt. Det er klart, at når man bruger så mange timer sammen, som vi gør med vores hunde, får man en klar fornemmelse af, at man på en´ eller anden måde hører sammen. Sådan var det også med Rico!
Vi købte Rico i en alder af ca. 18 måneder og det var en vanskelig start. Rico havde ikke haft det let, det første sted, han boede og manglede både oplevelser og indtryk og ikke mindst kærlighed. Langsomt, men sikkert begyndte vi at lære hinanden at kende.
En ting stod dog hurtigt klart, at der altid ville være noget i Rico, som ikke kunne tæmmes. Ricos jagtiver var så ubeskrivelig stærk, at man næsten kunne sige, at han var lidt af et vildt dyr. Jeg kan huske, at vi havde gjort meget ud af, at Rico skulle være klar over, at vi ville være en del af hans liv resten af hans dage.
Vi havde i den første måneders tid gået lange ture og altid i snor. Rico var altid med en´ af os enten i bilen eller bare i nærheden af os.

Så en dag – langt om længe, hvor jeg (B.) var ude på en gåtur med Rico, besluttede jeg mig for at slippe ham løs! Jeg var helt overbevist om, at Rico nu var så tæt knyttet til mig, at han vil blive ved mig. I dag kan jeg grine af det, men lige den dag, var det lidt svært. Jeg slap Rico, der i det samme øjeblik mærkede friheden. Rico tordnede derudaf og jeg blev hurtigt klar over, at jeg nok følte mig tættere knyttet til Rico, end han gjorde til mig. Jeg syntes selv, at mit syn er fint, men der skulle kun gå et lille minut, før Rico størrelse kun svarede til en mus ude i horisonten. Jeg ventede og ventede - og ventede. Endelig kunne jeg se, at musen blev større: Jubiii… nu skulle han have ros! Han var nu næsten tilbage og jeg kaldte på ham. Han fik øje på mig, men gensynsglæden var nu kort for af sted det gik igen og denne gang forsvandt han helt ud af syne.

Jeg syntes selv, at jeg er tålmodig og det havde Rico så sandelig besluttet sig for at afprøve og han og jeg havde ikke altid den samme mening om tingene, men det gik fremad og ganske langsomt fandt vi ud af det sammen. Han blev senere en fantastisk hund – også til drev og han nåede at sætte over 120 ræve, en hel del grævlinger og en enkelt mårhund fra grav.
Med sådan et rigt jagtliv sammen med en hund er det klart, at man har stærke følelser for den og da Rico gav op mht. at leve, kom tårerne og minderne frem hos os begge.
Inden Rico døde, havde han brækket mange tænder, var blind på det højre øje og ”slidt op”. Det var på tide, han skulle have fred.


Med denne indledning går vi hermed videre til jagtfortællingen om, den dag han smed mårhunden fra grav.
Det var blevet december, vejret var fint med en masse østenvind og ca. -2 graders frost. Vi var taget på jagt, Henry (min farbror), Rico og jeg. Vi havde store forventninger til denne dag. Jagten skulle forgå i Østjylland, hvor vi råder over en masse rævegrave - både natur og kunstgrave. Henry og jeg var helt sikker på, at vi med dette vejr ville få ræv for. Rico, som på dette tidspunkt var i topform sprang ivrigt ud af bilen og var mindst lige så klar som vi.
Den første grav var en kunstgrav, som lå langt ude i det åbne land. Graven var en vinkelgrav på ca. 20 meter og vi havde tidligere truffet ræv og grævling i denne grav. Vi havde planlagt at se til rigtig mange grave denne dag og mine tanker var allerede ved den næste grav, selvom vi kun var på vej hen til den første. Det skulle jo være meget heldigt, om der var gevinst allerede ved den første grav?
Vi var kun små 50 meter fra den første grav og kunne tydeligt se en veksel i græsset - ja måske den var god nok? Jeeps, Rico markerede graven og Henry fandt hurtigt på plads. Jeg slap Rico og det næste, der skete var mærkeligt: Rico som var en knokkel stærk udsmider, stoppede pludselig foran indgangen til graven. Han stak hovedet ind i graven og begyndte her med halsgivning. Der var ikke nogen tvivl om, at der var noget i graven og jeg tænkte, at det måske var en grævling. Men Rico havde før smidt grævling ud og havde ikke reageret sådan! Nå, jeg lod ham bare halse og kunne se på ham, nu ville det kun være et spørgsmål om tid, før han strøg i! Pludselig – og før jeg nåede at blinke, var han i graven og vi kunne høre, at han langsomt men sikkert arbejdede sig længere og længere ind.
Spændingen steg og jeg kunne mærke, at jeg var en smule nervøs over den måde, han opførte sig på, lige inden han strøg i graven. Så blev der sgu´ kontakt, for lige pludselig startede der et kæmpe slagsmål under jorden og der blev ikke skånet nogen. På det tidspunkt var jeg ikke i tvivl, det måtte være en grævling! Rico havde en ekstrem stor smertetærskel og havde aldrig givet et hyl fra sig og det gjorde han heller ikke nu. Vi kunne tydeligt høre, hvordan der blev kæmpet under jorden.
Der blev hvæset og brummet, hylet og skreget, men det var mest af hidsighed og det hele var på et tidspunkt næsten for spændende.
Der skulle dog gå næsten 20 minutter før, at det vi troede var en grævling begyndte at give efter. Vi kunne tydeligt høre, at Rico nu havde fået overtaget og vi stod spændte som flitsbuer udenfor. Grævlingen var på dette tidspunkt fredet, men vi skulle jo have stoppet slagsmålet. Nu kunne vi skimte bagenden af, ja - af hvad?
Dyret, som viste os sin ende havde ingen hale. Henry hviskede: ”Den har sgu´ ædt halen på ræven”.
Men farven passede bare ikke på hverken en ræv og heller ikke på en grævling! Vi kunne ikke få et klar syn af ”dette mærkelig dyr”. Den opførte sig også mærkeligt, i stedet for at løbe væk fra graven sad den lige ud for udgangen og hver gang Rico kom til syne, ja så angreb den. Sikke et syn!
Jeg besluttede mig for at prøve at skyde den ved udgangen og lige med et´, var den lidt mere synlig og jeg afgav et skud. Jeg løb frem til gravens udgang med det samme og nåede kun lige at træde på den, før den forsvandt ind i hullet igen. Jeg kunne mærke, at den bevægede sig under min støvle.
Jeg gjorde det klart for Henry, at han gerne måtte være helt klar og jeg stak så hånden ind i røret og trak så i en meget kort hale og ud kom dyret! I den anden ende af dyret havde Rico fået rigtig godt fat i halsen. Den var stendød og den bevægelse, jeg tidl. havde kunnet mærke, var Rico som endelig havde fået fat og ikke ville slippe. Det var et mærkelig dyr: Næsten ingen næse, små tænder og en lille hale. Vi måtte hjem og slå op i en bog. Den vejede ca. 7 ½ kg. og havde en meget, meget tyk pels. Det var både et sjovt dyr at se, men ikke mindst den måde, den opførte sig på, var helt usædvanlig i forhold til ræv og grævling. Den var meget hidsig og angreb konstant - den løb ikke fra graven, som både ræv og grævling, men røg i hovedet på hunden hver gang, hunden viste sig.
Der var tale om en mårhund tæve og den havde været meget hård ved Rico, som havde masser af små bid i hele hovedet.
Jeg kunne nu regne ud, at Ricos mærkelige opførsel skyldes, at han ikke kendte færten. Men ud - det kom den knageme!









Dette var kun en´ af mange oplevelser, vi har haft med Rico, som nu desværre ikke er her længere og der skal ikke herske nogen tvivl om, at Rico var en rigtig kriger og altid vil være i vores tanker.












TYSK JAGTTERRIER – DEUTSCHER JAGDTERRIER – GERMAN HUNTING TERRIER – JAGDTERRIER