Den virkelige verden - december 2003

Man oplever mange ting, når man er på gravjagt og noget af det sjove er bl.a., når en unghund møder sin første ræv!
Det her var en kold dag i december og vi (Tom og Bent) var taget på gravjagt i Østjylland.
Tom, som har købt en hvalp hos os, havde hunden med: Biko, som på dette tidspunkt havde nået en alder på ca. 1 år. Biko var 100% klar til jagt!
Tom, som virkelig havde arbejdet meget med sin hund og da også vundet alvsprøven i Nordjylland med max. point kunne næsten ikke vente med at komme på rævejagt.
Man kan selvfølgelig ikke love noget, men jeg havde sagt til Tom, at jeg var næsten sikker på, at Biko kom for ræv denne dag.
Mærkeligt nok havde vi ikke fundet ræv i grav, da vi var nået til middag og håbet svandt en smule.
Nå, vi forsatte jagten efter at madpakken var spist og med lidt held skulle vi nok få ræv for.
Vi havde skiftevis brugt en hund til grav, da jeg selv havde 2 hunde med (Fie og Rico).
Ved den anden sidste grav for denne dag, var det blevet Fies tur. Allerede nogle meter fra graven markerede Fie, at ”den var god nok”.
Fie, som havde sat mange ræve ud blev derfor noget skuffet over, at jeg gik tilbage til bilen med hende for nu var det nemlig Bikos tur!
Man kunne se på Tom, at han var ved at blive nervøs. Biko var en hård hund i træningsgraven. Der var ingen tvivl om, at Tom var klar over, at det her var ”den virkelige verden” og at det kunne give skrammer. Biko blev sluppet og fik hurtigt kontakt med ræven. Det gik dog hurtigt op for Biko, at der ikke var tremmer mellem ham og ræven.
Biko, som havde mod som en anden løve gav et skrig fra sig, da rævens tænder satte at par aftryk i snuden på ham og modet hos ham svandt en smule - hvilket dog kun er et sundt tegn på, at hunden også bruger hovedet.
Biko havde besluttet sig for at være i en sikker afstand af Mikkel og lå nu med fast hals ca. en halv meter fra ræven. Tom, som nu var blevet meget nervøs, spurgte mig hviskende, hvad der kunne være sket. Jeg forklarede ham, at de lige havdet stukket snuderne sammen og at Biko nu havde besluttet sig for at ligge i en tryg afstand fra ræven.
Biko lavede nogle få udfald mod ræven, men det var tydeligt, at ræven havde overtaget mentalt.
Biko arbejdede med Mikkel i ca. 20 minutter - men flytte sig, det ville ræven ikke!
Når man har med en unghund at gøre, er det vigtig, at man hele tiden lader den arbejde af lyst og netop derfor besluttede vi, at tage Biko fra graven, mens han stadig arbejde fint.
Jeg hentede vores Rico, som i øvrigt er far til Biko. Rico gik frisk til opgaven og nu blev rollerne byttet om! Ræven, som før havde overtaget var nu klar over at ”huslejen” var blevet for dyr!
Langsomt men sikkert blev ræven presset tættere og tættere på udgangen - for til sidst at springe fra graven. Skudet var let og ræven faldt 10 meter fra graven i et pænt sideskud.
Utroligt nok, var der også ræv i den sidste grav.
Rico var igen 100% effektiv og ræven døde i knaldet.

Tom havde haft en rigtig god dag - ligesom jeg selv og dagen havde givet 2 fine hanræve. Skal jeg være ærlig, tror jeg, Tom var en smule overrasket over, at Biko ikke selv satte ræven ud?
Jeg forklarede Tom, at Biko havde gjort det rigtig fint og at han kunne være stolt af hunden.
Jeg har siden hen skudt ræv for Toms Biko og nu kører det bare der ud af..........
Bent Elgaard Pedersen.
TYSK JAGTTERRIER – DEUTSCHER JAGDTERRIER – GERMAN HUNTING TERRIER – JAGDTERRIER

