Den udødelige Træbuk

Den udødelige Træbuk

To jægere forsøgte forgæves at tage livet af ”bukken”

Tekst og foto: Max Steinar

Peder Bastrup er noget af en skælm. Et fremherskende karaktertræk også blandt hans vestjyske venner. En ihjelkørt gaffelbuk blev hovedingrediensen i et stunt, de stadig taler om i Vedersø området.
Sammen med kammeraten Poul Kjærgaard udtænkte Peder den ide at lade bukken genopstå. Hovedet blev skåret af, frosset ned, taget op af fryseren, et hul blev boret op fra halssiden, og en jernstang sat op i hullet.
Således noget ”stiv i nakken” skuede bukken ud over verden, anbragt øverst på en tømrer træbuk. Dens tørrede skind blev med nogen møje bøjet over træbukken og slået fast med tagpapsøm.
Nu var det tid at ringe.
Eneste problem var: hvem i vennekredsen skulle de starte med?!
Først gik det ud over Asger. Han var meget ”tændt”, men skulle desværre passe børn.
Videre til Henrik. Han kunne og ville meget gerne, og troede på historien om, at en anskudt buk var gået ind i en ganske lille remise hos Poul.
Henrik skulle stå for på et præcist anvist sted, og så skulle Peder trykke remisen igennem.
Da han kom ud på den anden side, så han hen på Henrik, som rystede beklagende på hovedet; bukken var ikke kommet ud.
Pludselig fór Peder sammen og pegede ophidset ud i en tilstødende brakmark. Dér, lige om ad et levende hegn, stod bukken, næsten skjult mellem høje brændenælder, men med bladet frit. Heldigt for Henrik, så havde bukken drejet hovedet væk, og observerede tilsyneladende i den modsatte retning.
Henrik knælende lynhurtigt, og afgav skud.
Bukken blev stående.
- Genlad, Henrik, genlad!, lød den indædte ordre fra Peder.
Pang!
- Ja, nu søkkede den da med bagparten?!, lød det begyndende skeptisk fra Henrik. Han gik ud til ”bukken”, stivnede, og gav en lige så stiv finger over skulderen!
Da Peder og Poul – og til dels Henrik - havde grinet af, gik de tilbage til huset. Her stod Asger klar, dirrende af begyndende spænding og nerver. Klædt i komplet jagtdress, med svære jagtstøvler. Asger havde aldrig skudt buk, og ville i al fald ikke gå ned på udstyret!
Om de havde fået bukken? Nej, søreme nej, godt du kunne komme! Den står dér over i den remise, kan du selv finde på plads på hjørnet?
Asger nærmest kravlede hen ad grusvejen det første stykke, mens Poul, Peder og nu også Henriks største problem var at holde latteren inde bag læberne.
Peder og Poul troede, at Asger nok ville få øje på bukken uden hjælp, men også denne gang kom Peder ud af skoven til en jæger, der rystede på hovedet.
Peder gentog sit ”jeg-har-lige-set-den!” stunt, pegede febrilsk. Nu kunne han fra det ene sekund til det andet se, hvordan Asger begyndte at ryste ved synet af sin måske første buk. Så meget rystede han, at han fornuftigt tog konsekvensen af det, sneg sig hen til en væltet sitka, og fik anlæg på stammen.
Pang!
Første skud klippede en gren.
Pang!
- Det var forbi, hviskede Peder højt.
Pang!
Efter det tredje skud ville Peder ikke byde den arme og nu noget forvirrede, debuterende bukkejæger mere. Han opfordrede Henrik til at gå ud for at se på bukken.
Da jægeren kom derud, vred og vristede han bukkens hoved af jernstangen, og som var han diskoskaster til OL, kylende han det endnu frosne hoved mindst 30 meter væk!
Det krævede lidt eftersøgning, inden hovedet var fundet og genmonteret.
Lige i sidste øjeblik, for nu så det ud, som om en finsk rallykører meldte sig på scenen. I stedet var det naboen Kim, der med en tyk støvfane hvirvlende efter bilen kom sidelæns skridende ind på gårdspladsen.
Han havde hørt de mange skud og i sin kikkert set ”opløbet” af mænd. Ville vide, hvad der foregik.
Kim fik den samme plade. De to ellers lidt duknakkede ofre rettede sig håbefulde op – kunne Kim også lokkes med i gyngen, ville tort, svie og smerte kunne minimeres til 33 procent pr. hoved!
Kim kom på plads, og som den første opdagede han selv bukken. Sigtede. Sigtede meget længe. Tog riflen fra skulderen.
- Nej, den er vist kunstig, lød det roligt fra ham.
Så oprigtig og ærlig som en sælger på TV2’s reklameblok proklamerede Peder, at den skam var god nok. – Så skyd dog, mand, inden den forsvinder!
Som en jægersoldat, med riflen i nærkampstilling, gik Kim ud til bukken, så et øjeblik på den, sikrede og afladede.
Alle fem skud sad i øvrigt smukt på bladet af træbukken.
I dag hænger det lidne gaffelbuk trofæ – lidt beskadiget af påkørslen – på hæderspladsen i jagthuset, og historien fortælles der vidt og bredt om i det vestjyske.
Peder og Poul ved, at der er lagt i kakkelovnen til dem, men ikke, hvornår den bliver tændt ..!





Billedtekst:
Peder har stadig ikke grinet af ved tanken om sit fupnummer overfor vennerne, hvor denne lille gaffelbuk var hovedpersonen.

























TYSK JAGTTERRIER – DEUTSCHER JAGDTERRIER – GERMAN HUNTING TERRIER – JAGDTERRIER