Elvis kaldte på mig

Peder Bastrup var så flink at invitere mig (Bent) på jagt sammen med noget familie. Vi var omkring 10 jægere og vi skulle jage på en masse små såter, som bestod af en blanding af både mark, skov og eng.

Jeg havde taget vores gamle (sorte) ”Elvis” med, for de små såter med masser af ræve og råvildt var lige noget, der ville passe vores den lidt ældre ”Elvis”.

Vi skulle som en´ af såterne drive en skov af på omkring 10 tdr. land. Peder, som selv havde to hunde med (springer spaniel) skulle drive sammen med mig. Vi slap vores hunde, og af sted det gik.
Der var faktisk hals med det samme, og alle hundene var kort tid efter start allerede langt foran Peder og jeg.
På et tidspunkt kunne jeg høre hals fra ”Elvis” – en hals, som skiftevis ophørte og vendte tilbage.
Sådan forsatte det et stykke tid, og jeg var ikke i tvivl: ”Elvis” havde fundet en naturgrav, hvor der var noget hjemme og han kaldte på mig!
Jeg begyndte at gå efter lyden og kom hurtigt nærmere.
Peder forsatte sit drev med sine hunde, og jeg gik efter naturgraven for at få fat i ”Elvis”.

Jeg fik hurtigt øje på ”Elvis”, som stod inde i nogle meget tætte graner og ventede på mig. Graven var en naturgrav med kun en´ indgang, så jeg besluttede hurtigt at opgive dette af flere grunde:
For det første ville det være utroligt svært at afgive skud derfra, og for det andet, så var der kun en´ indgang´, hvilket yderligere ville vanskeliggøre det hele.

”Elvis” strøg dog i hullet med det samme, han så mig, men jeg begyndte med det samme at gå i retning af Peder, som var små 100 meter foran. Jeg indhentede Peder og vi snakkede lidt om dagens jagt. Peders hunde havde haft drev med et par stykker råvildt, og der var blevet set lidt snepper.

Ca. 10 minutter senere dukkede ”Elvis” op, han var ikke blevet bidt og han havde med det samme, han var blevet klar over, at jeg var væk, søgt mig på mit spor – ganske som jeg ønskede, han skulle gøre.
Peder og jeg forsatte i modsatte retning. Peder sagde, at vi på et tidspunkt ville komme til et meget stort naturkompleks. ”Elvis” var den første, som kom frem til den store grav, og sørme: ”Mikkel var hjemme”.
Elvis strøg i, inden jeg var fremme ved graven.
Her var der tale om en meget stor grav, som sagtens ville kunne komme til at tage det meste af et par timer. Jeg stod ved graven i ca. 15 minutter og havde set ”Elvis” et par gange. Vi skulle videre, Peder og familien ventede jo!
Jeg gik fra graven og stødte til de andre jægere, vi snakkede lidt og ventede på ”Elvis”.
Jeg sagde selvsikkert: ”10 minutter, så er han her”.
Pludselig kunne vi høre hals i skoven, det var en hidsig hals og ”Elvis” lød bestemt ikke, som om han havde nogen planer om at opgive jagten. Han kaldte på mig igen.
Peder og familien forsatte deres jagt, og jeg gik tilbage til ”Elvis”, som stadig var halsende. Her blev jeg hurtig klar over, hvorfor Elvis ikke ville komme.
Han så ikke godt ud, og det var tydeligt, at der havde været fuld kontakt mellem ham og Mikkel.
Med det samme han så mig, gled han igen i hullet, og jagten var begyndt. Jeg stod rigtig fint med hensyn til vinden, og var virkelig tændt.
Der var nu ca. gået 20 minutter, og ingen tegn på hverken ”Elvis” eller ræv. Efter i alt en lille times tid dukkede ”Elvis” op, og han var ikke blevet kønnere. Han var desuden træt, og søgte hurtigt hen til mig.
Der havde været tæt kontakt mellem hund og ræv, og når dette sker, vil ræven oftest forlade boet kort tid efter.
Jeg trak derfor ”Elvis” om bag mig, og trykkede ham til jorden, hvilket skulle vise sig at være en klog beslutning.
Efter kun 2 minutter kunne jeg skimte snuden på ræven, som helt sikkert ville af sted så snart, den syntes, muligheden bød sig. Ræven tog et skridt mere og et til, og var nu næsten helt fri fra graven.
”Elvis”, som stadig sad bag min ryg bemærkede ingenting, men jeg skulle have ræven til at springe.
Jeg holdte ”Elvis” – stadig bag min ryg - med min højre hånd og jeg var klar over, at så snart jeg slap ham, ville han hurtigt opdage ræven.
Pludselig sprang ræven, som søgte hurtigt hen mod nogle tætte graner. Den var ca. 10 meter væk og flygtede fra sin naturgrav, før jeg slap ”Elvis”, som hurtigt fik øje på den.
Jeg skød og ræven trillede! ”Elvis” kom frem til ræven, som fik en ordentlig rusketur.



Det var en meget spændene jagtoplevelse og en´ jeg tydeligt kan huske.
























TYSK JAGTTERRIER – DEUTSCHER JAGDTERRIER – GERMAN HUNTING TERRIER – JAGDTERRIER