Amanda i naturgrav - 2007

Peder Bastrup og vores brune tæve Amanda og jeg havde fået en rigtig god ide: Vi ville nemlig kigge til en stor naturgrav, som ligger i en dæmning kun få km fra Vesterhavet.
Normalt, når vi kigger til vores grave, har vi på forhånd nøje planlagt en rute, før vi kører hjemmefra, for at nå så mange forskellige grave som over hovedet muligt den pågældende dag.
Denne grav havde vi sprunget over en del gange dette jagtår. Grunden til det var, at der let kunne komme til at gå lang tid ved graven, som så ville betyde, at vi ikke kunne nå så mange grave.
Men netop denne dag besluttede vi os så for at bruge den tid, der nu engang var nødvendig for, at vi evt. kunne få nedlagt en ræv fra denne grav.
Det var en meget kold dag, vinden var hård og de meldte kuling til senere på dagen.
Peder, som kom med rundstykker kl. 9.00 bar også præg af, at han havde set vejrudsigten. Han havde så meget tøj på, at det var svært for ham bare at komme op ud af bilen.
Nå, rundstykkerne smuttede ned, og jeg skulle have mindst lige så meget tøj på som Peder. 10 minutter senere stod vi endelig klar ved naturgraven.
”Hold kæft”, det var koldt: Vinden stod direkte ind fra vest og vi havde absolut ingen læ, der hvor vi stod. Vi havde sikkert samme tanke, nemlig at hvis der ikke var nogen ræv hjemme, så kunne vi hurtigt finde ind i den varme bil igen. Amanda derimod ville det dog anderledes.
Hun skulle kun bruge et sekund på at fortælle os, at den var god nok. Der var noget i graven!
Jeg var dog lidt betænkelig, det lignede nemlig tydeligt grævlingegrav på den måde graven fremstod. Der var en dyb fure som tegn på, at det var grævlingen, der sidst havde stået for moderniseringen, og der var også slæbt græs, hø og lign. ned i graven.
Amanda markerede graven, som hun plejede ved at klynke foran hullet for at fortælle mig, at Mikkel var dernede og ventede på os.
Peder og jeg fandt det sted, hvor vi hver især mente, at vi kunne dække alle udgange bedst. Jeg slap Amanda og hun smuttede under jorden som et brunt lyn.
Efter ca. 20 minutter under jorden og uden en lyd fra Amanda, begyndte jeg at forberede mig på, at der måske kom til at gå lang tid.
Jeg kiggede hen på Peder, der lige som jeg bar præg af kulden. Pludselig kom Amanda til syne efter ca. en halv times arbejde under jorden. Hun snurrede rundt med det samme, og forsvandt ligeså hurtig ned i hullet igen.
Efter yderligere en times arbejde var der ikke nogen tvivl om, at Amanda havde varmen, og lige så varmt som Amanda sikkert havde det dernede, ja lige så forfrosne var Peder og jeg modsat.
Vi havde begge afsikret vores geværer, mens vi ventede, fordi vores fingre var for kolde til, at vi kunne skyde hurtigt....
Nu var der ca. gået 1 time 30 minutter og vi havde kun set Amanda en´ gang. Jeg besluttede derfor, at lægge mig ned ved det hul Amanda var gået i, og så piftede jeg en enkelt gang. Jeg nåede ikke at rejse mig, før Peder skød.
Ræven var sprunget fra en udgang som lå helt tæt på noget krat og den nærmest kastede sig ind i krattet. Peder løb langs det tætte krat for at se, om han kunne se ræven, men der var ingen tegn.
Amanda kom til syne og strøg ind i krattet og der gik ikke lang tid, før vi kunne høre, at hun ruskede den døde ræv.
Peder havde skudt ræven, som lå død kun få meter efter der, hvor den var blevet truffet, og jeg må indrømme, at det virkelig var et flot skud, Peder der præsterede!
Peder havde stået og frosset i næsten 1 ½ time og var stadig i stand til at levere sådan et skud. Med sådan en jagtkammerat er det altid en fornøjelse at jage. Bent Elgaard Pedersen. Kennel Klitgaard