Friggs lussing 2006

Vi skriver d.19. november 2006, og det har indtil nu ikke været rigtig gravjagtvejr.
Vi har dog skudt en halv snes ræve indtil nu denne sæson, men venter stadig på det helt kolde vejr, som ofte er ensbetydende med ræv i grav.
Ventetiden kan være lang for os, men sandelig også for hundene, så derfor trodsede jeg det ”gode vejr” og besluttede mig for at køre en tur på Gylling Næs Gods.
Dinne havde aftalt besøg med et par familier, der ville se vores hunde og da turen var en hurtig indskydelse, drog jeg derfor selv østpå med 3 af vores tyske jagtterriere: Buller, Frigg (”Bullers datter”) og Amanda.
Jeg ringede til en jagtkammerat, da jeg var kommet til Østjylland: Keld Jensen, og da han bor i området, var han derfor hurtig klar til at komme med.
Lige fra morgenen af var Keld og jeg indstillet på ”kun” at skulle have en ”hyggedag” på grund af det gode vejr. Ved de første 7 grave var der da også kun tegn på aktivitet ved en´ af gravene.
Da vi skulle til grav nummer 8, var det Frigg, der var den heldige hund, som skulle prøve lykken.
Frigg er en lille tæve kun knap 1½ år gammel, men har allerede tilegnet sig stor erfaring med drivjagt, hvor hun driver med højlydt hals på næsten alt slags vildt (kronvildt, råvildt, ræv osv.)
Hvad angår gravjagten er hun meget skarp i træningsgraven, men havde indtil i dag ikke været for ræv ”i den virkelig verden”.
Forrige jagtsæson var hun for ung, men i dag skulle hun så møde sin første ræv for alvor.

Vi kom til graven, som var en kunstgrav, der ligger i et bredt dige, og Frigg markerede med det samme, at den var ”god nok” - Mikkel var altså hjemme!
Jeg er altid ekstra spændt på mødet mellem en unghund og en ræv, men inderst inde havde jeg nok på fornemmelsen, hvad der ville ske i Friggs tilfælde.
Keld gjorde sig klar i den ene ende af graven og jeg slap Frigg, som var helt ustyrlig.
Jeg løftede hende op, tog snoren af hende og slap hende. Med det samme hun ramte jorden, smed hun sig ind i graven ”med 200 km i timen”.
Hun drønede gennem gangen og direkte ind i kedlen, hvor ræven kun havde en´ mulighed - nemlig at bide fra sig, hvilket den også gjorde! Mikkel huggede her nemlig resolut fra sig og fik et godt greb i vores lille Frigg, som øjeblikkeligt begyndte at skrige.
Selvfølgelig gør det ondt, når sådan noget sker, men jeg tror, det er lige så meget forskrækkelsen over mødet med ræven i virkeligheden, der får hunden til at skrige, men det er noget, der virkelig kan sætte sit aftryk på en unghund.
Ræven holdt sit greb i Frigg i ca. 30 sekunder, hvilket er lang tid, når man står og hører på det. Det er klart, når det er ens egen lille tæveunghund, det går ud over, ja så føles de 30 sekunder nærmere som 10 minutter.
Frigg kom ud næsten ligeså hurtigt, som hun var røget i graven, dog med løftet hale, men det var tydeligt, at hun var præget af mødet med ræven og ikke psykisk var helt klar til endnu et møde med Mikkel.
Mange ville måske havde ladet hende prøve en´ gang mere, men det gjorde jeg ikke, for jeg skønnede, at hun stadig var glad og ikke knækket. Derfor valgte jeg at stoppe med hende, "mens legen var god".
Jeg gik væk fra graven, satte mig på hug og kaldte på hende. Hun kom glad springende og ville klart hellere hen til mig end tage ”omgang nummer 2” med ræven.
Jeg vil kalde sådan en start for en rigtig god start - i Friggs tilfælde, da det er meget individuelt mht. hundene.
Frigg havde dog behov for at miste lidt af hendes (over)mod, og der er ikke nogen tvivl om, at næste gang vil hun gå mere forsigtig til værks, og så skal Mikkel nok springe i stedet for at bide.
Nå, ræven skulle jo ud og Friggs far Buller ventede spændt i bilen på, at det skulle bliver hans tur. Frigg og Buller byttede derfor plads – hun kom i bilen og han kom ud.
Da Buller kom hen til graven, smed han sig ind ganske som Frigg hans unge datter, men nu var rollerne tydeligt byttet om: Mikkel sprang straks og jeg skød - og det var så det – ræven lå død.

Vi smuttede videre til næste grav, som også var en kunstgrav og jo, den var sørme også besøgt.
Denne gang var det vores tæve Amandas tur. Hun har efterhånden sat omkring 35 ræve af grav trods hendes unge alder.
Amanda startede med at give ”klar hals”, for ret hurtig at gå over til en gal knurren. Derefter begyndte hun at hyle og gik så igen gik over i ”hals”.
I starten var jeg sikker på, at ræven havde forsøgt at smutte, men jeg troede, at Amanda havde taget ræven bagfra og holdte den fast.
Men min teori holdt ikke, for pludselig kom en ræv til syne og tordnede mod en masse tæt krat. Jeg nåede lige et skud efter den og den rullede, men i samme sekund var jeg klar over, at der måtte være to ræve, for Amanda var nemlig ikke kommet ud endnu, og der var stadig masser af larm fra graven.
Keld stod dårligt for at komme til at skyde, og jeg turde ikke genlade, da jeg var bange for, at Mikkel ville smutte, mens jeg stod med åben bøsse. Jeg besluttede at min ene patron i bøssen måtte gøre det.
Pludselig kunne jeg se, at den første ræv begyndte at røre på sig, jeg blev nu nødt til at bruge mit andet skud, og derefter lade så hurtigt, jeg kunne.
Inden jeg skød mit andet skud efter den første ræv ved denne grav, lagde jeg derfor to patroner klar i den ene hånd…
Det lykkes, jeg nåede lige at lade igen, før den anden ræv sprang. Jeg afgav skud og ræv nr. to fra denne grav smed sig. Keld skød også og Amanda kom frem.




Det blev så alligevel til tre ræve på denne dag, som kun tegnede til at skulle blive en ”hyggedag” med hundene og en god kammerat.
Bent Elgaard Pedersen

Frigg ses helt til venstre i billedet - det er hende, der er sort.
- Både Buller og Amanda er brune tyske jagtterrriere.











TYSK JAGTTERRIER – DEUTSCHER JAGDTERRIER – GERMAN HUNTING TERRIER – JAGDTERRIER